Jeg smutter lige ud af skammekrogen

Hvis nu min arbejdsløse veninde havde stået med en 5 måneder gammel baby på armen og fortalt mig, at hun havde fundet ud af, at hendes mand havde en affære, der havde stået på siden hun var i 2. trimester, så var jeg blevet så absurd rasende på hendes vegne, og jeg ville have sagt, at hvis det var mig, så var jeg skredet med  det samme, om så det ville betyde, at jeg skulle bo med en baby på et usselt værelse i en bandekrigszone. For der er grænser for, hvad man skal finde sig i, og jeg ville aldrig kunne bevare min selvrespekt, hvis jeg blev hos en, der svigtede så totalt. Men det er også det letteste i verden at sige “hvis det var mig…” når man ikke er den, der skal leve med konsekvenserne, og nu var det ikke min veninde, der stod med en baby på armen og var blevet bedraget. Det var mig.

Jeg tror, det er ligesom hvis man er vidne til en trafikulykke. Man kan have en formodning om, hvordan man vil reagere i situationen, men i bund og grund ved man det ikke, før man står i det.

På en måde var jeg lettet, da jeg fandt ud af det, for det betød, at jeg i det mindste kunne stole på min mavefornemmelse, som i flere måneder havde fortalt mig, at der var noget, der ikke var, som det skulle være. Men ret hurtigt blev lettelse til raseri, raseri blev til sorg, sorg blev til afmagt, og pludselig stod jeg i Stark og betalte for et reb, som jeg bagefter sad og kørte gennem fingrene i den skumle del af Sydhavnen mens jeg græd, fordi jeg ikke havde noget begreb om, hvordan man hænger sig selv, men jeg vidste heller ikke, hvordan man hænger sammen, når alt falder fra hinanden. Jeg følte mig i forvejen mislykket som mor, jeg følte mig mislykket på det arbejdsmarked, jeg havde opgivet at komme ind på, og nu var jeg også mislykket i mit ægteskab, og jeg skammede mig dybt over at føle mig som et gennemført mislykket menneske.

Jeg vidste godt, at det ikke var den rigtige løsning at binde knude på det reb, men det virkede bare mere overskueligt end at gå i gang med at binde knuden i min mave op, for den var så stor og var bundet så stramt, at jeg umuligt kunne gøre det alene.

Mine veninder var klar til at hjælpe, og var faktisk langt mere overbærende og forstående overfor mig, end jeg selv var, men jeg kunne ikke holde ud, at jeg havde siddet der og fortalt, hvor dårligt han havde behandlet mig og at jeg ville gå fra ham, når jeg helt inderst inde vidste, at jeg ikke ville gøre alvor af det. Jeg gjorde mine øjne til deres øjne, og jeg kunne ikke holde ud, at de kiggede på mig med foragt, så derfor begyndte jeg at opføre mig overfor dem som et Jehovas Vidne opfører sig overfor en udstødt uden at ænse, at jeg på den måde strammede knuden endnu mere.

For mange havde det sikkert været det rigtige at gå. For mig var det rigtige at finde ud af, hvordan fanden vi havde båret os ad med at komme så langt væk fra hinanden, at det her skete. Det kan da godt være, at jeg var skredet, hvis ikke vi havde været sammen i 12 år og lige havde fået et barn sammen, eller hvis ikke jeg også selv havde flirtet med tanken om utroskab, fordi jeg var så træt af den måde tingene kørte på og ikke formåede at håndtere det. Det kan godt være, at jeg havde smækket med døren, hvis ikke jeg havde haft udsigt til at gå fire socialklasser ned eller hvis der ikke havde været en finger at sætte på vores forhold, men jeg gider simpelthen ikke skamme mig over det mere. At jeg blev. Eller over at jeg elsker ham, på trods af det svigt, han lavede.

For hvis jeg var gået, så var vi ikke endt i parterapi, og så havde vi ikke opdaget, hvad det er, der i virkeligheden foregår, når vi ramler ind i konflikter. Vi havde ikke opdaget, hvordan vi bærer os ad med at skabe afstand, når vi prøver at komme tæt på hinanden. Vi havde ikke fundet ud af, at der rent faktisk er andet at gøre, end det vores automatreaktioner dikterer.
Hvis vi havde splittet op, tror jeg der ville have været overhængende fare for, at vi var endt i en bitter skilsmisse, hvor vi havde taget et barn som gidsel, og risikoen for at vi begge ville lande i nye parforhold, hvor nøjagtig de samme temaer med tiden ville begynde at udspille sig, ville være stor, fordi vi ikke ville være bevidste om, hvad vi hver især gør eller undlader at gøre. Nissen flytter med.

Ingen kan vide, om vi kommer til at fejre sølvbryllup sammen, eller om vi overhovedet er sammen om et år. Det er ikke sådan, at alt bare er love og at vi på kommando kan have dyb kontakt, fordi vi har gået i intensiv parterapi. Faktisk kan vi 8 ud af 10 gange stadig ikke finde ud af det, selvom vi bevidst forsøger, men det er trods alt  bedre end at kikse 10 ud af 10, som vi gjorde før. 12 års automatreaktioner bliver ikke ændret på 12 timers parterapi. Men de 2 gange det rent faktisk lykkes os at skabe åben forbindelse til hinanden, bliver det fuldstændig tydeligt for mig, hvorfor jeg gider blive ved med at kæmpe for mit ægteskab. For når jeg sænker paraderne, og tør vise hvem jeg er uden filter, når jeg lykkes med at stoppe mig selv i min automatreaktion, der siger, at han skal gøre noget anderledes, hvis jeg skal gøre noget anderledes, og når jeg godt tør være uenig med ham, uden at dømme ham eller mig selv forkert, så sker der det, som jeg har higet efter; så opstår kontakten, så sænker han også paraderne, og så kan jeg mærke kærligheden imellem os. Så kan jeg mærke, hvorfor vi er sammen lige nu.

Jeg har stadig mange spøgelser, jeg skal have kigget på. Knuden i maven er ikke væk, men den er væsentligt mindre, end den dag for 9 måneder siden, hvor jeg sad i den skumle del af Sydhavnen med et reb mellem hænderne. Jeg ved ikke hvor vi ender henne, men jeg ved, at uanset om vi bliver gamle sammen eller går hver til sit, så ender det ikke i krig eller bitterhed, fordi vi er ved at slutte fred med os selv. Og jeg ved, at hvis min veninde en dag står med en baby på armen og fortæller mig, at hun har fundet ud af, at hendes mand har en affære, så vil jeg ikke sige “Hvis det var mig…”, så vil jeg give hende et knus og telefonnummeret til Fie.

Her en uge efter operationen, kan jeg konstatere at

… følelsen af at have kværnet en kasse elefantbajere så småt er begyndt at fortage sig. Nu føles det kun som om, jeg har fået gedigne tæsk med en spade og ensidig mellemørebetændelse.

…jeg ikke ved, hvad der er det rigtige at svare, når lægen efter operationen konstaterer, at man har meget flotte nerver. Siger man tak? Eller glæder man sig over, at de ikke så så flossede ud, som de føltes?

…der kunne flyve et F16 fly lige forbi mit øre, uden at jeg ville kunne høre det. Der er absolut ingen hørerest tilbage, selvom de sagde, at de ville prøve at bevare den. Overraskende nok har det ikke slået mig ud. Tvært imod var det som om, at jeg gav slip på al den modstand jeg har haft, da narkosen begyndte at suse ind i mine årer. Jeg ved, at elektroderne virker, for det testede de under operationen, så jeg skal nok blive hørende igen.

…min ansigtsnerve er intakt, at mine smagsløg virker som de skal og at min tinnitus forsvandt 48 timer efter operationen. Hvem henter champagne?

…Kevin Murphy ikke skal sætte snuden op efter en anbefaling her på bloggen. Jeg købte ellers tørshampoo i dyre domme, fordi jeg på forhånd vidste, at jeg ikke måtte vaske hår i 14 dage efter operationen, men selvom jeg sprayer mit hår ligeså voldsomt, som en mand med guldkæde og lidt for åbenstående skjorte sprayer sig selv med dårlig deodorant, så ligner jeg stadig en, der har dyppet håret i frituren på den lokale Kina-grill og bagefter sat det med margarine.

…jeg lige skal have en snak med min mand om, at bare fordi jeg er døv på det ene øre og hører som en 90-årig på det andet, så er det ikke ens betydende med, at han skal komme med Familie Journalen, når jeg fra min sygeseng beder ham om at købe et dameblad til mig.

…selvom alle har sagt, at jeg skal skrue forventningerne ned til resultatet af lyden den dag jeg bliver tilsluttet, så drømmer jeg om, at det bliver et YouTube moment, hvor jeg tuder af lykke og lettelse og råber, at jeg kan høre! Vi får se den 7. februar.

Kan man mon hacke et elektronisk øre?

I morgen gør jeg noget, som for mig virker ligeså sindssygt som at springe ud fra en flyver uden at have tjekket faldskærmen. Jeg lægger mig på et operationsbord og lader lægerne operere elektroder ind i knolden på mig, for de siger, at det højst sandsynligt vil give mig en bedre hørelse, end den jeg har nu.

De fleste jeg kender, som allerede har gået vejen og fået det, der hedder cochlear implant, er ovenud begejstrede, og så er der nogle få, hvor det ikke har haft den ønskede effekt. Selvom statistikken klart er på min side og selvom jeg kan vælge at sige, at jeg har alt at vinde, så er der alligevel en del af mig, der tvivler på, om det er det rigtige tidspunkt at gøre det på. For jeg synes også, jeg har en del at tabe, hvis nu jeg er en af de uheldige, hvor det ikke går godt. Jeg er nemlig ikke totalt døv endnu. Det er tæt på, men jeg kan stadig godt klare en samtale på tomandshånd i totalt stille omgivelser, hvis mine høreapparater er skruet helt op.

Når jeg alligevel har besluttet mig for at gennemføre, er det fordi, jeg for længe siden lovede mig selv, at når der var flere dårlige dage end gode rent høremæssigt, så skulle det være, og sådan er det nu.
Jeg er der, hvor jeg ikke længere tør sende en jobansøgning af frygt for at blive kaldt til samtale, og så sidde der og sige hva’ hva’ hva’ og svare på, hvad jeg ser som mine styrker, når de spørger, om jeg vil have en kop kaffe. Det scenarie har jeg været i to gange, og man sælger bare ikke sig selv skidegodt på den måde.

Jeg er der, hvor jeg ikke orker nogen former for sociale arrangementer. Jeg gider ikke at sidde der og føle mig ensom blandt mange, fordi jeg allerede opgav at følge med i samtalen under velkomstdrinken. Så hellere vælge den frivillige isolation.

Jeg er der, hvor en halv times snak under aftensmaden gør mig ligeså træt, som hvis jeg havde cyklet op ad Alpe D’Huez på en cykel med tre gear. Jeg er hele tiden træt. Træt af at mit høretab i så høj grad skal definere mig som person. Træt af at jeg som noget af det første er nødt til at fortælle folk, at jeg hører dårligt for at undgå pinlige situationer. Træt af at være træt. Og Depeche Mode koncerten i tirsdags lød ad helvede til. Al musik lyder ad helvede til.

Så derfor lader jeg mig i morgen kronrage i venstre side, mens jeg satser på at lægerne ikke rammer min ansigtsnerve eller smagsnerve, når de forsøger at give mig en elektronisk hørelse. De har lovet mig, at de vil prøve at bevare den resthørelse jeg trods alt har, men de kan ikke garantere, at det lykkes. Meget mærkelig tanke. Jeg kunne godt have valgt at få opereret begge ører på en gang, men det tør jeg ikke. Jeg bliver nødt til at have en mikroskopisk hørerest på mit højre øre at falde tilbage på, hvis nu det går galt. Men hvorfor skulle det gå galt?

Der går 3-4 uger før lyden bliver tilsluttet da såret først skal hele, og derefter kan der gå helt op til et år med at genoptræne hørelsen, og jeg glæder mig så absurd meget til at jeg ikke længere behøver at sige “Hej, jeg hedder Mette, og jeg hører dårligt.”

Det har bare at blive godt!

Er der nogen, der kan forklare mig…

…hvorfor der efter hver eneste efterlysning på Facebook følger et kommentarspor på 8 km., hvor folk fortæller i hvilket postnummer, de har delt opslaget? Er det fordi de regner med, at afsenderen sidder derhjemme og scroller kommentarerne igennem og løbende plotter oplysningerne ind i et Excel-ark, og så lige råber op, hvis det viser sig, at der har været 845 delinger i Oksbøl, men kun 82 i Værløse?
Eller skriver de “Delt 8361”, fordi de regner med, at alle andre gider nærlæse samtlige 10.700 kommentarer, for at se hvor opslaget er delt, selvom de ikke selv har orket at ulejlige sig med at gøre det, da de ellers ville vide, at der allerede er 98 andre, der har delt i Hasselager, og at den efterlyste person i øvrigt blev fundet for 4 dage siden.

Hvorfor er det overhovedet vigtigt at skrive, at man har delt opslaget? Svarer det ikke til at like et opslag, og derefter skrive, at man har liket?

Er der nogen, der kan give mig en fornuftig forklaring, eller skal vi bare aftale, at det stopper nu?

Efter et år som mor, kan jeg konstatere at

… mit barn har det med Gurli Gris, som jeg har det med Saw-filmene. Hun hyler højt og holder sig for øjnene, når jeg vover at introducere hende for alle andre småbørns favorittegnefilm. Til gengæld er hun dybt fokuseret, når der er Formel1 eller håndbold, hvilket jeg ikke helt ved, om jeg skal juble over eller være bekymret for.

… godnatsang ikke længere skal være en del af vores putteritual. Havde igennem noget tid observeret, at hun tog sig til ørerne og så ud som om det gjorde virkelig ondt, når jeg lagde hende og begyndte at synge Elefantens Vuggevise, så jeg hev hende med til læge, for at få tjekket om hun havde mellemørebetændelse. Det havde hun ikke. Så når Simon Cowell engang trækker sig, så har jeg et godt bud på en arvtager.

… hvis hendes hår fortsætter med at vokse i samme tempo som nu, så skal hun også være Sinead O’Connor til Fastelavn, når hun bliver 6.

… hvis mine rynker fortsætter med at springe frem i samme tempo som nu, så kan jeg snyde mig til pensionistrabat på Louisiana, når jeg bliver 46.

… jeg føler mig så badass over, at jeg endelig er ved at falde til i rollen som mor og så småt har lært at kende forskel på om hendes gråd betyder ‘tørstig’ eller ‘træt’. Men det var først da hun var 8-9 måneder, at jeg begyndte at have helt styr på det, og jeg var flere gange på panikkens rand, fordi jeg troede, at det var sådan noget man burde kunne efter 14 dage.

… Idas linealregel også sagtens kan bruges, når kommer til måltidssituationerne. Faktisk er det den regel, der gør, at jeg endnu ikke har haft behov for at stjæle barnets gaffel og stikke den i øjet på mig selv, når vi sidder og spiser, og hun lige skal undersøge, om hun kan få gulvet til at ligne en gade i Napoli eller om leverpostej kan bruges som ansigtsmaling.

… hun storelsker at få børstet tænder. Igen ved jeg ikke helt om det er noget, jeg skal juble over eller være bekymret for.

… jeg nu i tre måneder har sagt, at det kun er et spørgsmål om dage, før hun tager sine første skridt, men vi er stadig der, hvor hun kun vil gå, hvis hun holder om mine pegefingre. Det gider hun til gengæld også godt, og helst alle sine vågne timer, og hvis jeg sætter hende fra mig for at få 28 sekunders tissepause, så græder hun som om jeg har efterladt hende på et rumænsk børnehjem, og her skal jeg helt klart øve mig på ikke at grine så højt, som jeg nogle gange kommer til. 

… jeg stadig har svært ved at fatte, at jeg har været så heldig at få så dejlig en datter.

 

Og så var jeg til photoshoot på Helsingørmotorvejen

I dag blev jeg blitzet på motorvejen, fordi jeg kørte på den gode side af 130, hvor man må køre 110. Her ville jeg ønske, jeg var typen, som bare kunne stå ved min forbrydelse og æde den bøde i stedet for at råbe pengemaskine og gøre det til et dagsprojekt at tage billeder af min fuck finger, fordi jeg vil have noget at sende retur i det sekund der lander et nærbillede af mit ansigt i e-Boks. For selvfølgelig skal man ikke køre for stærkt, selvom det er søndag morgen og vejen er så øde at Morten Kabell bliver liderlig.

Når jeg alligevel har svært ved at være voksen omkring det, så er det fordi, jeg i fredags blev overhalet af en fotovogn på selvsamme motorvej, som kørte så stærkt, at den burde have taget en selfie, og efter overhalingen placerede den sig solidt i midtersporet i stedet for at trække helt til højre. Eller solidt og solidt. Den lå og slingrede på den der måde, hvor man ikke helt ved, om chaufføren har bællet en liter vodka eller bare har travlt med at opdatere Facebook.

Jeg er rasende, og jeg ved ikke engang, om jeg er mest rasende over, at en der skal håndhæve loven selv skider på den, eller om det mere er fordi jeg tackler det som en 6-årig, der står og stamper i jorden og råber “hvorfor må han, når jeg ikke må?!” Begge ting er jo dybt latterligt.

Heste-nettet mener, at jeg har progeria

I går, da jeg var ude og trille med barnevognen, mødte jeg en, der spurgte, om jeg var Lilys bedstemor, og selvom det kan synes som en formildende omstændighed, at spørgeren var 5½, så blev jeg simpelthen så paf, at jeg ville ønske, jeg havde haft en stok at slå ham med støtte mig til.

Havde han spurgt mig i nat kl. 04.15, da hun vågnede og erklærede dagen for begyndt, havde jeg nok taget det som en kompliment, for der lignede jeg sgu en, der kunne være bedstemor til Lise Nørgaard.

Men hvis man lægger baby sammen med det faktum, at min mand og jeg købte hus seks uger før syvårskrisen brød ud og bombede vores fundament i 8.000.000 stumper, at jeg stadig ikke ved, om vi kan eller skal lægge et nyt, selvom vi forsøger, at der snart venter en operation, hvor en eller anden skærer skallen op på mig for at forsøge at give mig en hørelse, der er mere alderssvarende end den jeg har nu, uden dog at kunne garantere for resultatet, at min karriere er ikke-eksisterende, at 48 flyttekasser skal fyldes lige om lidt, at jeg forleden ikke kunne huske, hvilken vej stregen i et ø vender, at mine ankelled føles stive hver gang jeg rejser mig op, og at den pakke bleer jeg købte i Føtex i formiddag, stadig ligger i Føtex, så er der måske ikke noget at sige til, at jeg ser lidt ældre ud, end jeg er.

Kan I mærke det? Det skal nok blive en hyggelig blog.