Hvis nu min arbejdsløse veninde havde stået med en 5 måneder gammel baby på armen og fortalt mig, at hun havde fundet ud af, at hendes mand havde en affære, der havde stået på siden hun var i 2. trimester, så var jeg blevet så absurd rasende på hendes vegne, og jeg ville have sagt, at hvis det var mig, så var jeg skredet med  det samme, om så det ville betyde, at jeg skulle bo med en baby på et usselt værelse i en bandekrigszone. For der er grænser for, hvad man skal finde sig i, og jeg ville aldrig kunne bevare min selvrespekt, hvis jeg blev hos en, der svigtede så totalt. Men det er også det letteste i verden at sige “hvis det var mig…” når man ikke er den, der skal leve med konsekvenserne, og nu var det ikke min veninde, der stod med en baby på armen og var blevet bedraget. Det var mig.

Jeg tror, det er ligesom hvis man er vidne til en trafikulykke. Man kan have en formodning om, hvordan man vil reagere i situationen, men i bund og grund ved man det ikke, før man står i det.

På en måde var jeg lettet, da jeg fandt ud af det, for det betød, at jeg i det mindste kunne stole på min mavefornemmelse, som i flere måneder havde fortalt mig, at der var noget, der ikke var, som det skulle være. Men ret hurtigt blev lettelse til raseri, raseri blev til sorg, sorg blev til afmagt, og pludselig stod jeg i Stark og betalte for et reb, som jeg bagefter sad og kørte gennem fingrene i den skumle del af Sydhavnen mens jeg græd, fordi jeg ikke havde noget begreb om, hvordan man hænger sig selv, men jeg vidste heller ikke, hvordan man hænger sammen, når alt falder fra hinanden. Jeg følte mig i forvejen mislykket som mor, jeg følte mig mislykket på det arbejdsmarked, jeg havde opgivet at komme ind på, og nu var jeg også mislykket i mit ægteskab, og jeg skammede mig dybt over at føle mig som et gennemført mislykket menneske.

Jeg vidste godt, at det ikke var den rigtige løsning at binde knude på det reb, men det virkede bare mere overskueligt end at gå i gang med at binde knuden i min mave op, for den var så stor og var bundet så stramt, at jeg umuligt kunne gøre det alene.

Mine veninder var klar til at hjælpe, og var faktisk langt mere overbærende og forstående overfor mig, end jeg selv var, men jeg kunne ikke holde ud, at jeg havde siddet der og fortalt, hvor dårligt han havde behandlet mig og at jeg ville gå fra ham, når jeg helt inderst inde vidste, at jeg ikke ville gøre alvor af det. Jeg gjorde mine øjne til deres øjne, og jeg kunne ikke holde ud, at de kiggede på mig med foragt, så derfor begyndte jeg at opføre mig overfor dem som et Jehovas Vidne opfører sig overfor en udstødt uden at ænse, at jeg på den måde strammede knuden endnu mere.

For mange havde det helt sikkert været det rigtige at gå. For mig var det rigtige at finde ud af, hvordan fanden vi havde båret os ad med at komme så langt væk fra hinanden, at det her skete. Det kan da godt være, at jeg var skredet, hvis ikke vi havde været sammen i 12 år og lige havde fået et barn sammen, eller hvis ikke jeg også selv havde flirtet med tanken om utroskab, fordi jeg var så træt af den måde tingene kørte på og ikke formåede at håndtere det. Det kan godt være, at jeg havde smækket med døren, hvis ikke jeg havde haft udsigt til at gå fire socialklasser ned eller hvis der ikke havde været en finger at sætte på vores forhold, men jeg gider simpelthen ikke skamme mig over det mere. At jeg blev. Eller over at jeg elsker ham, på trods af det svigt, han lavede.

For hvis jeg var gået, så var vi ikke endt i parterapi, og så havde vi ikke opdaget, hvad det er, der i virkeligheden foregår, når vi ramler ind i konflikter. Vi havde ikke opdaget, hvordan vi bærer os ad med at skabe afstand, når vi prøver at komme tæt på hinanden. Vi havde ikke fundet ud af, at der rent faktisk er andet at gøre, end det vores automatreaktioner dikterer.
Hvis vi havde splittet op, tror jeg der ville have været overhængende fare for, at vi var endt i en bitter skilsmisse, hvor vi havde taget et barn som gidsel, og risikoen for at vi begge ville lande i nye parforhold, hvor nøjagtig de samme temaer med tiden ville begynde at udspille sig, ville være stor, fordi vi ikke ville være bevidste om, hvad vi hver især gør eller undlader at gøre. Nissen flytter med.

Ingen kan vide, om vi kommer til at fejre sølvbryllup sammen, eller om vi overhovedet er sammen om et år. Det er ikke sådan, at alt bare er love og at vi på kommando kan have dyb kontakt, fordi vi har gået i intensiv parterapi. Faktisk kan vi 8 ud af 10 gange stadig ikke finde ud af det, selvom vi bevidst forsøger, men det er trods alt  bedre end at kikse 10 ud af 10, som vi gjorde før. 12 års automatreaktioner bliver ikke ændret på 12 timers parterapi. Men de 2 gange det rent faktisk lykkes os at skabe åben forbindelse til hinanden, bliver det fuldstændig tydeligt for mig, hvorfor jeg gider blive ved med at kæmpe for mit ægteskab, selvom han har været en røv. For når jeg sænker paraderne, og tør vise hvem jeg er uden filter, når jeg lykkes med at stoppe mig selv i min automatreaktion, der siger, at han skal gøre noget anderledes, hvis jeg skal gøre noget anderledes, og når jeg godt tør være uenig med ham, uden at dømme ham eller mig selv forkert, så sker der det, som jeg har higet efter; så opstår kontakten, så sænker han også paraderne, og så kan jeg mærke kærligheden imellem os. Så kan jeg mærke, hvorfor vi er sammen lige nu.

Jeg har stadig mange spøgelser, jeg skal have kigget på. Knuden i maven er ikke væk, men den er væsentligt mindre, end den dag for 9 måneder siden, hvor jeg sad i den skumle del af Sydhavnen med et reb mellem hænderne. Jeg ved ikke hvor vi ender henne, men jeg ved, at uanset om vi bliver gamle sammen eller går hver til sit, så ender det ikke i krig eller bitterhed, fordi vi er ved at slutte fred med os selv. Og jeg ved, at hvis min veninde en dag står med en baby på armen og fortæller mig, at hun har fundet ud af, at hendes mand har en affære, så vil jeg ikke sige “Hvis det var mig…”, så vil jeg give hende et knus og – hvis hun spørger efter det –  telefonnummeret til Fie.